Undgå offerrollen ved indlæggelse på et misbrugscenter

Undgå offerrollen ved indlæggelse på et misbrugscenter

Selvmedlidenhed kan være en tryg pude at klynge sig til, når man har brug for at blive indlagt på et Misbrugscenter, og lad os bare gøre det konkret og sige, der i dette tilfælde er tale om, at man har et misbrug af alkohol.

Det er så nemt at skyde skylden på andre omstændigheder end ens indstilling til tingene for, hvorfor man er endt i den situation, som man står i, hvor man har accepteret, at man har et misbrug og ikke bare et forbrug eller mindre overforbrug i perioder.

Selvfølgelig er det stort, at man er nået dertil, hvor man har indset, at man har brug for hjælp til at aflive det alkoholmisbrug på bedst mulig måde – man burde faktisk hyldes som en helt, da det er de færreste mennesker, der når så langt og bare langsomt ødelægger deres liv til fulde, så de aldrig kan rette op på det.

Problemet er blot, at selvom det bestemt er i orden at sige, at man ikke længere kan overskue tilværelsen og skal have hjælp af behandlere, terapeuter og andre til at kunne hjælpe en med at finde retning i livet igen og måske en ny en af slagsen, så skal man også huske på, at den hjælp skal være et springbræt til, at man kan klare sig selv igen på længere – selvfølgelig med supplerende assistance løbende.

Alkoholisme er en sygdom, det er det bestemt, men ingen tvinger dig flasken for halsen, så det kan godt være, din chef var irriterende, at regningerne hobbede sig op, at konen skred med børnene, og at hunden døden i mellemtiden.

Den slags kan få en alkoholiker til at drikke med tanke om, at det er synd for en, og så får man selvmedlidenhed, men der er en grund til, at den del af de famøse alkoholbønner går ud på, at man skal lære at huske at kende forskel på de ting, man kan forandre og dem, man ikke kan.